Ryd op og skab ro
Kære læser!
Kender du det – du sidder i sofaen og kigger rundt i dit hjem. På det ene armlæn ligger et par strømper, på spisebordet ligger det projekt, som du ikke lige blev færdig med, men som du ville vende tilbage til senere (det er nu 3 uger siden – ups), og på det der bord (jep, vi har alle sådan et sted) ligger alle de ting, som du bare lige kort lægger fra dig for så ikke at få lagt på plads igen senere, som det ellers var planen.
Oprydning er for mange ikke noget man længes efter, men hvad nu, hvis vi kunne gøre mængden af oprydning minimal? Ryd op og skab ro skriver jeg, og jeg mener det. Når du rydder op i dine omgivelser, hjælper du også til at skulle forholde dig til færre ting og derved giver du mulighed for mere ro i hovedet.
I denne måneds blogindlæg får du mine 4 bedste redskaber til at gøre oprydning så overskueligt som muligt.
Hvorfor skriver en kropsterapeut om oprydning?
Det skal jeg sige dig.
De ting, som du omgiver dig med afspejler alle sammen noget i dig.
Så når du udvikler dig, kan det være en hjælp at rydde ud i de ting, som passer til en tidligere version af dig selv. Selve handlingen at rydde op bliver på den måde også en bekræftelse til dig selv om, at du er kommet videre, og at du har forpligtet dig til det nye i dit liv.
Gemmer du alt fra en ekskæreste, kan det være svært at komme videre og finde en ny. På samme måde kan det at gemme ting, som ikke længere støtter dig være med til at holde dig fast til den identitet, du havde dengang.
Er du nysgerrig på at læse mere om overbevisninger, kan du læse med her.
Få mine 4 bedste redskaber til at får ro i hovedet gennem oprydning
Redskab 1 – Hav kun de ting, som du rent faktisk har brug for eller glæde af.
Lige på og hårdt. Dette redskab er tidskrævende. Jeg ved det godt, men som med så meget andet er et godt forarbejde med til at gøre hverdagen så meget nemmere på den lange bane.
Hverdagsoprydning kan tage lang tid, hvis vi har for mange ting. Derfor starter vi med at få ryddet op i skabe og skuffer, hylder og depotrum. Er der for meget i skabene, kan det blive uoverskueligt at se, hvad man egentligt har. Og så er der hele problematikken med at finde plads til dine ting i dine skabe, så du i stedet stiller dem fra dig et sted, hvor de ikke har plads.
Så lad os tage tyren ved hornene og få tyndet ud i de ting, du har.
Fremgangsmåde
Start med at beslutte dig for, hvor du vil starte. Hvis opgaven virker uoverskuelig, så start i det små. Måske skabet/skuffen til potter og pander eller lignende, hvor det er store ting og det er til at se sig ud af.
Tag alting ud af skabet (og så kæmpe anbefaling herfra lige at gøre det rent, før du ligger det hele på plads igen. Det føles nemlig så godt bagefter!).
Tag nu en ting ad gangen og vurdér, om det er noget, som bringer dig glæde, eller har en funktion i det liv, du lever i dag, eller om det er noget, som du ikke længere bruger.
Lav gerne to bunker, én med ting du vil skille dig af med, og én med dét, du vil beholde. Det giver dig et godt overblik over de ting, som skal på plads igen.
For at lave de to bunker, kan du spørge dig selv; “Bringer denne mig glæde?” “Er dette noget, som jeg er nødt til at beholde af rent praktiske årsager?” “Bruger jeg rent faktisk dette?”. Kan du svare ja til alle tre, skal det i beholde-bunken.
Når du er klar til igen at sætte tingene ind i skabet, kan du gå ned og læse redskab 2. I redskab 3 finder du min anbefaling til de ting, som du ikke skal beholde.
Når du er færdig med et skab, kan du rykke videre til det næste.
Det virker måske omstændigt, men det er en super fed proces at gå igennem. Ikke nok med at du rent fysisk får ryddet ud, så giver det dig også mulighed for at tage stilling til ting i din fortid. Er det noget, som du ønsker at bruge mere tid på i din nutid, eller er det et overstået kapitel?
TIP: Personligt gennemgår jeg mine skabe og skuffer 1-2 gange om året.
Redskab 2 – Giv dine ting en fast plads og læg det på plads efter brug
Når du har ryddet ud i dine ting, så giv dem en fast plads. På den måde ved du lige, hvor du skal lægge dem fra dig, men også hvor du kan finde dem igen. Det betyder, at du skal bruge færre ressourcer og mindre tid på at lede efter dine ting i hverdagen.
Når du giver dine ting en fast plads, så hav for øje, hvad du bruger oftest. Et hjem er funktionelt, og det skal ikke være bøvlet for dig at finde dine ting frem, bare fordi det ville se bedre ud på en anden måde. Æstetik og funktionalitet skal gå hånd i hånd. Det du bruger mest, skal altså stå let tilgængeligt, mens det du bruger mindst godt kan stå lidt mere inde bagved.
Den store suppegryde, som du kun bruger 2 gange om året er måske ikke den, som skal stå yderst. Måske har du noget tøj, som skal have en anden plads i skabet, fordi det gør dig glad at kigge på det, når du åbner skabet. Få det, som bringer dig glæde frem i lyset.
Når du nu har givet dit strikketøj en fast plads, så læg det der, når du er færdig med at strikke for i dag. Du ved lige, hvor det er i morgen, og så ved du også, at det ikke kommer til at rode.
Får du først den vane ind, bliver det langt nemmere for dig at holde det ryddeligt derhjemme, og du vil på den måde minimere rodet. Så er der pludselig ikke så mange ting, som skal ryddes op hele tiden.
Du kan læse mere om vaneændring og hvordan dine omgivelser kan hjælpe dig med at ændre dine vaner i blogindlægget her.
Skulle du alligevel ende med at stå med noget uden en plads, så lav et samlet sted til disse ting. Dette sted kan både være et skab, en skuffe eller et særligt hjørne på et bord.
I redskab 4 kan du læse, hvad jeg vil anbefale dig at gøre med dette rodested.
Redskab 3 – Smid ud/sælg/donér i stedet for at lægge det i kælderen
Når du rydder op i dit hjem, vil der helt naturligt komme en bunke med ting, som du skal af med.
Del nu disse ting i 3 nye bunker: doneres, sælges og smides ud.
De ting, som du finder mulighed for at sælge, kan du forsøge at sælge på diverse platforme eller via en stand i en secondhand-butik. Men lav en deadline. Ellers kan man ende med, at det fortsat strander hjemme hos én selv. Så hvornår skal det være solgt, og hvad skal der ske med det, hvis ikke du får det solgt? Skal det til genbrug eller noget helt andet?
I forhold til de ting, som du vil donere, kan du med fordel sætte et tidspunkt i kalenderen, så du får sat tid af til det. Og det ikke bare bliver sat i et hjørne, for så aldrig at komme videre.
Det samme gælder for de ting, som du vil smide ud. Nogle ting er måske så små, at de kan komme i de sædvanlige affaldsbeholdere, mens andre kræver en tur på lossepladsen. Marker igen i din kalender, hvornår du vil gøre det, så tiden ikke pludselig løber fra dig.
Brug af opbevaringsplads, fx depot eller kælder
Skulle der være noget, som du ikke kan få dig selv til at skille dig af med endnu, fx tøj, kan du gøre følgende:
Lægge det til side med et datomærke på posen. Datoen du skriver kan fx være et år frem (ret smart med fx tøj, som jo har sæsoner). Når du så når den dato, kan du se om du overhovedet har skænket det en tanke eller brugt det. Hvis ikke, var det nok ikke noget, som du har manglet og ergo bliver beslutningen om at skille dig af med det nemmere.
TIP: Personligt kan jeg godt lide ca. 1 gang om året at gennemgå mit depotrum, så jeg ikke kommer til at ophobe div. ting dernede.
Redskab 4 – Afsæt tid regelmæssigt.
Det fjerde og sidste redskab er at afsætte en lille smule tid hver dag til at rydde op. Bare 5 minutter. Personligt fungerer det godt for mig at gøre om morgenen, så dagens træningstøj kan dampe af hen over natten. Så kan det tørre efter dagens træning, og jeg kan starte dagen med et ryddeligt hjem.
Lever du i en børnefamilie, er jeg helt med på, at man nok ikke når alting på 5 min. Jeg har dog set veninder være som en oprydningstornado, da først de kom igang. Nogle gange tager tilløbet længere tid end selve handlingen.
Én gang i løbet af weekenden kan du bruge lidt længere tid. Her kan du så også dykke ned i de ting, som i ugens løb er blevet lagt i rodeskuffen/-bordet/-skabet. Så får du taget stilling til de ting, som hober sig op.
Oprydning i det skjulte
På det mere subtile plan er der den oprydning, som du kan gøre alle de steder, hvor det ikke handler om fysiske ting.
Det kunne eksempelvis være;
- Dine facebook-venner
- De åbne faner på din computer eller telefon
- Gamle beskeder
- Gamle dokumenter på din computer
- Apps på din telefon
- Osv.
Igen – det mindre du har at forholde dig til, det mindre er der også til at forstyrre dig i din hverdag.
Når vi udvikler os som mennesker, vil der naturligt komme nye ting til. For at slippe den gamle ham, kan det at skille sig af med de dertilhørende ting og overbevisninger være en rigtig sund ting at gøre for sig selv.
Det var ordene for denne gang. Jeg håber, du har mod på at kaste dig ud i oprydningen, så du kan få mere ro i hovedet.
Rigtig god fornøjelse
Stine 💚
