Bindevævets egenskaber – muskelsamarbejde
Vores bindevæv finder du over alt i kroppen. Lad os her dykke dybere ned i det bindevæv, du finder rundt om og inden i dine muskler.
Når du bevæger dig, er det dine muskler, der bevæger din krop. Når bindevævet er at finde omkring og inden i selve musklen, vil det at bevæge en muskel altså også bevæge bindevævet. De to ting kan altså ikke adskilles.
For at bindevævet får de optimale arbejdsvilkår, skal musklerne altså være velkonditionerede. For at musklerne får de bedste arbejdsvilkår skal bindevævet altså være velkonditioneret.
Det hele hænger sammen – Superficial Front Line
Bindevævet fortsætter fra musklen, ned over senen, hen over det lag af bindevæv, der ligger uden på dine knogler og videre over i den næste sene og efterfølgende muskel. Sådan fortsætter det igennem kroppen og danner på den måde nogle baner.
Et eksempel på sådan en bane er din Superficial front line. Altså den linje, som løber på forsiden af din krop. Hele vejen fra noget bindevæv, der ligger på bagsiden af kraniet og knoglefremspringet bag dine ører ned over brystbenet og mavemusklerne. Herfra fortsætter den ned over dine lårmuskler på forsiden af lårene samt for- og ydersiden af dit underben for at slutte nede oven på dine tæer.
Når der sker en opspænding i en af musklerne i denne bane, vil de andre muskler også påvirkes.
Det er bl.a. derfor du kan opleve, at jeg ikke blot undersøger lige det område, du mærker smerter og ubehag i, men også andre steder på den bane, som musklen er en del af. Nogle gange kan smerter og bevægeindskrænkninger nemlig komme til udtryk et sted på banen, men synderen er et andet sted.
Læs mere om bindevævets spændingsstyrke her:
Kommunikation på tværs af kroppen
Fordi musklerne hænger sammen gennem bindevævet bliver vores muskelbindevæv også en kommunikator mellem områder af kroppen, som ligger langt fra hinanden.
For at muskelbindevævet får de bedste forudsætninger, er det vigtigt at musklerne kan forlænges aktivt, forkortes aktivt, bevare sin længde samt slappe helt af og blive bløde.
Altså er det vigtigt, at man både kan give efter og spænde op.
Derfor er en funktionel core ikke kun en core, der er hård af muskler, men tværtimod en core, som fungerer i funktioner. Altså kan spænde op, når det er nødvendigt, og slappe af, når det er nødvendigt. Man snakker her om en dynamisk stabilitet. At man skal kunne holde sig stabil til trods for de udfordringer, man møder på sin vej.
En ting er at lave noget på en yoga-måtte, men hvad så, når den virkelige verden venter?
Det forsøger FAMO at tage højde for, ved at lave muskelarbejdet i flere forskellige funktioner.
Har du allerede deltaget på en af mine FAMO-timer, har du måske lagt mærke til, at der er visse centrerende øvelser, som vi laver, når vi har gjort noget til den ene side. Dette gør vi for at komme ind til kernen igen og integrere det, vi lige har lavet med den ene side.
Fysisk såvel som mental støtte
At styrke dine muskler kan føles som en måde også at styrke dig selv på. At du kan holde dig selv. Det kan medføre en fysisk såvel som mental oplevelse af stabilitet.
Når du bruger dine muskler, påvirker du som sagt også dit bindevæv, som hænger kraftigt sammen med din interoception, din indre sans. Derfor kan du ved at træne dine muskler også opnå en større indre fornemmelse af dig selv.
Mere?
Er du nysgerrig på at læse mere kan du finde flere indlæg om bindevævet og FAMO her på siden, eller du kan læse mere her: https://kropsindfys.dk/famo-fascia-movement-bindevaevsbevaegelse-i-odense/
Du kan desuden holde øje med mine FAMO-arrangementer her: https://kropsindfys.dk/krop-og-sind-fysioterapi-events-odense/
Jeg håber at se dig til en time en dag.
Knus Stine
