Hippocampus og dens funktion

Hippocampus og dens funktion - Krop og Sind Fysioterapi

Hippocampus og dens funktion

Hippocampus er et center i hjernen, som er en del af det limbiske system. Det kan du som helhed læse mere om her. Hippocampus spiller en stor rolle i din hukommelse. Den hjælper dig til at lagre både kort- og langtidshukommelse samt indlæring. Er du stresset over en længere periode oplever mange derfor at netop disse funktioner hæmmes. Den type hukommelse som hippocampus husker er den eksplicitte hukommelse. Det er de ting, du kan huske, som er uden for dig selv. Fx indholdet i en opskrift, eller en rejse du var på. Du kan læse meget mere om hukommelse og hvordan det relaterer sig til traumer i dette indlæg.

Derudover hjælper hippocampus også med til at huske din krops position i forhold til tingene omkring dig.

Jeg ved ikke med dig. Men for mit vedkommende stemmer det overens med mine oplevelser i de perioder, hvor jeg er stresset. Det er altid der, jeg får smidt noget på gulvet eller får skubbet til glasset og vælter det i stedet for at gribe om det. Ups...

På samme vis gælder det med ord. Har du svært ved at huske ordene, er det hippocampus, som spiller dig et puds.

 

Hippocampus’ tætteste samarbejdspartner

Hippocampus arbejder tæt sammen med andre centre i hjernen. Når der kommer billeder ind fra thalamus til amygdala, sender Amygdala signalerne forbi hippocampus. Her er det hippocampus’ funktion at bestemme kontekst og betydningen af den nuværende situation ud fra erfaringer fra tidligere lignende situationer. Det gør det muligt for amygdala at vurdere, hvordan der skal reageres, og hvilke funktioner der skal igangsættes. Du kan læse meget mere om amygdala i dette indlæg. 

Hippocampus fungerer som en bremse for amygdala. Det vil altså sige, at hippocampus kan være med til at dæmpe kamp/flugt-responsen, så dine reaktioner bliver passende til det, du oplever.

 

Hippocampus ved langvarig stress

Ved langvarig stress, kan Amygdala vokse og Hippocampus skrumpe. Det betyder, at det bliver sværere for hippocampus at bremse amygdala og derved kan der komme en uhensigtsmæssig reaktion. Det er også grunden til, at din hukommelse og indlæring får svære kår ved langvarig stress.

Ifølge nogle studier, kan hippocampus igen vokse, ved en øget udskillelse af stoffet BDNF (Brain-Derived Neurotrophic Factor). BDNF udskilles eksempelvis ved fysisk aktivitet.

Får du en hjerneskade placeret på hippocampus, vil du kunne huske gamle ting, men have ekstremt svært ved, for ikke at sige helt mangle evnen til, at lagre ny hukommelse og viden.

 

Traumer og hippocampus

Når nu hippocampus har så stor en betydning for vores hukommelse, betyder det også, at hvis du har haft en ubehagelig oplevelse, vil denne påvirke det svar, hippocampus sender tilbage til amygdala.

Eksempelvis kan dit første møde med en hund være en dejlig blød pels, en fugtig snude og oplevelsen af samvær. Er det derimod en aggressiv hund, du møder, som gør af dig og spænder sin snor til fulde i retning af dig, vil dette præge dine kommede oplevelser af at møde en hund.

Står du en anden gang i en situation med en kat, kan det, fx grundet sammenlignen med pelsen og de 4 ben, være med til, at du reagerer, som du ville gøre på en aggressiv hund.

Hippocampus er altså med til at vurdere, hvordan en passende reaktion vil være. Den kan både bremse amygdala og bekræfte amygdala i, at det er en farlig situation, du står i.

 

Dette var et kort og kompakt overblik over funktionen af hippocampus. Jeg håber, at du kan bruge det til noget og har fået en større forståelse for, hvorfor du måske selv reagerer, som du gør i forskellige situationer.

 

Læs mere om hjernens kemi:

Det limbiske system vil gøre alt det kan for at redde dig!

Amygdala og dens funktion

Thalamus og dens funktion

 

Litteratur:

“Kroppen holder regnskab – hjerne, psyke og krop i heling af traumer”, Bessel van der Kolk, 2019 (på engelsk i 2014)

https://my.clevelandclinic.org/health/body/hippocampus

Noter fra kurset Insula – afholdt af PernilleFys