Hukommelse og dens forbindelse til traumer
Ja, hvad er hukommelse egentlig for en størrelse? Vi har den alle sammen, men hvordan bliver noget, vi oplever i dette nu til noget, vi kan huske på et senere tidspunkt?
Det håber jeg at gøre dig klogere på i dette blogindlæg.
Til at hjælpe mig har jeg brugt Peter Levine’s bog “Traumer og hukommelse”, som jeg læste i sommers med stor interesse. En klar anbefaling herfra, hvis du er mere nysgerrig!
Jeg kan også anbefale dig at læse nogle af mine andre indlæg om traumer. Jeg linker lige til dem herunder:
Læs også:
https://kropsindfys.dk/traumer-hvordan-kan-det-behandles/
https://kropsindfys.dk/traumer-hvad-er-en-spaltning/
https://kropsindfys.dk/traumer-hvad-er-symptomerne/
Nå! Lad os komme til det!
En overordnet inddeling af hukommelse
Nedenfor ser du en frit fortolket model inspireret af Peter Levine’s måde at anskue hukommelse på. Den viser meget godt, hvordan vi kan inddele hukommelse i flere underkategorier.
Den eksplicitte hukommelse og den implicitte hukommelse
Først og fremmest inddeles hukommelse i implicit og eksplicit hukommelse.
Den eksplicitte hukommelse er groft sagt hukommelse om noget, der sker uden for os.
Den implicitte hukommelse er derimod noget, som sker/opleves inden i os.
De kan hver inddeles i to kategorier.
Pilen i bunden af modellen indikerer desuden, at den eksplicitte hukommelse er mere bevidst end den implicitte hukommelse. Pilen indikerer desuden, at du ikke udelukkende husker implicit eller eksplicit, men gennem en kombination af de to hovedkategorier. Det skal jeg nok vende tilbage til senere.
Den eksplicitte hukommelse
Som modellen viser, kan den eksplicitte hukommelse inddeles i to. Nogle steder vil du finde, at den eksplicitte hukommelse også kaldes den deklarative hukommelse og så ikke indeholder underkategorierne.
Peter Levine inddeler den dog i to underkategorier, og det, synes jeg, giver rigtig god mening – særligt, når man skal prøve at forstå et så komplekst emne som hukommelse.
Deklaration er måske et ord, du kender fra bagsiden af dine dagligvare. Her står fakta i form af, hvad der er i den mad, du køber. På samme måde er den deklarative hukommelse den del, som handler om fakta. Det kunne eksempelvis være navnet på en ven, farvernes navne, eller grøntsagernes navne. Det bliver altså en kognitiv evne og ligger derfor i den mere bevidste del af hukommelsen.
Den episodiske hukommelse retter sig mod specifikke episoder i dit liv. Det kunne fx være, da du blev færdiguddannet, eller en særlig rejse, du var på.
Fælles for den episodiske og deklarative hukommelse er, at de begge kræver aktivering af hippocampus. Lider du af vedvarende stress, er hippocampus en struktur, som mindskes i størrelse, hvilket betyder, at du kan opleve at have svært ved at huske ting i den eksplicitte hukommelse under langvarig stress.
Den implicitte hukommelse
Her deler vi den igen i to – den følelsesmæssige og den procedurale. Du vil igen se andre steder, hvor inddelingen er lavet lidt anderledes, men for nemheds skyld har jeg valgt at følge Peter Levine’s inddeling.
Den følelsesmæssige hukommelse
Den implicitte hukommelse er også det vi kalder langtidshukommelsen. Det er her vi lagre hukommelse, som skal hjælpe os med at passe på os selv og sørge for vores overlevelse.
Den følelsesmæssige hukommelse er som regel mere levende end de andre typer af hukommelse. Den indeholder de følelser, som vi husker og forbinder med fx episoder og hænger derfor meget tæt sammen med den episodiske hukommelse – faktisk er den flere steder beskrevet som en og samme ting. Det betyder dog ikke, at vi husker korrekt. Har vi eksempelvis oplevet noget, som gjorde os bange, vil vi komme til at rode oplevelsen sammen med tidligere oplevelser, der gjorde os bange, hvorfor vi kan komme til at give forkerte beskrivelser af oplevelsen efterfølgende. Det er bl.a. det der sker ved forkerte vidneforklaringer i retssager.
På samme måde, kan vores hukommelse af tidligere hændelser også ændre sig med de nye erfaringer, vi gør os. Når vi flere år efter skal genfortælle en historie, kan den være så meget rodet sammen med nyere oplevelser, at det er langt fra den samme historie, vi fortæller igen.
Og så bare en lille kærlig tanke herfra – hvis vores opfattelse af verden ændrer sig alt efter vores følelser, hvad ville der så egentligt ske ved at dyrke de positive følelser noget mere? – Nå, det var bare en lille refleksion efter at have læst Joe Dispenza’s bog; “At blive overnaturlig”.
Den procedurale hukommelse
Hvordan vi husker kunsten at cykle er et godt eksempel på den procedurale hukommelse. Den hjælper os til at huske procedurer, som vi gør ofte og bliver også kaldt den kropslige hukommelse. Eller som man også siger; “det skal ligge på rygraden”. Det er rigtig smart, fordi det kræver færre ressourcer fra os og samtidigt frisætter vores bevidste sind til mere krævende opgaver. Rigtig mange af disse funktioner ligger lagret i lillehjernen.
I den procedurale hukommelse ligger også vores medfødte reaktionsmønstre såsom overlevelsesinstinkter og reflekser, som du finder i amygdala – et center i hjernen, der står for kamp/flugt/frys/undvig. Jeg vender tilbage til amygdala om lidt.
Amygdalas rolle i hukommelsen
Den implicitte hukommelse påvirkes ikke af hippocampus, som den eksplicitte gjorde, og derfor vil den stadig være funktionsdygtig trods langvarig stress. Faktisk vokser amygdala, den del af hjernen, som reagerer i kamp/flugt/frys/undvig, når vi er udsat for langvarig stress. Det hjælper os til at reagerer på farer, så vi kan tage vare på os selv uden at skulle lave bevidste handlinger, men det gør også, at vi kan komme til at overreagere, da en skrumpet hippocampus betyder dårligere bremseevne af reaktionen.
Et klassisk eksempel på amygdala aktivering er at flygte fra en tiger, der er løbet ud af en zoologisk have. Du ville reagere, før du nåede at tænke over det.
Amygdala opfanger og husker oplevelser, som overstiger dine ressourcer. Det betyder, at alt efter, hvad du har fået dig af oplevelser gennem livet, vil de påvirke den måde, du reagerer i alvorlige situationer, fx i forsøget på at overleve en løssluppen tiger.
Hvad der for dig er en alvorlig situation er dog farvet af dine tidligere erfaringer. Det er hele grunden til at hukommelse er afgørende for behandlingen af traumer.
Amygdala husker følelser og dine tidligere erfaringer med en lignende situation vil derfor farve den situation du står i her og nu. Selvom den måske ikke er farlig, vil dit system registrere den som truende. Fx kan en dejlig pelset hunde-ven være den sødeste skabning i verden for nogle, men for en, som har oplevet at blive angrebet af en hund, måske endda i samme farve, kan det antænde et frygt-respons i kroppen.
Alt hvad der lagrer sig i Amygdala er implicit hukommelse.
Til at udfærdige hele dette afsnit har jeg gjort brug af både min egen viden fra div. kurser og fysstudiet, samt teori fra neuroforsker Joseph LeDoux.
Tak for din interesse!
Som afslutning vil jeg, som lovet, vende tilbage til noget af det, jeg skrev i starten. Den eksplicitte og implicitte hukommelse kan nemlig sagtens arbejde sideløbende. Det er eksempelvis det, du gør, når du – meget tænkt eksempel – øver tysk-remser på cykelturen til arbejdet, eller når du er nede at handle og du BÅDE går OG husker, hvad du skal have.
Jeg håber, at du er blevet lidt klogere på hvordan hukommelse og traumer hænger sammen efter at have læst dette indlæg.
Er du mere nysgerrig, har jeg, som nævnt øverst i dette indlæg, skrevet flere andre indlæg omkring traumer, som du kan dykke videre ned i, hvis du skulle få lyst.
Har du lyst til at høre mere, er du også meget velkommen til at booke en afklaringssamtale – det gør du her.
Ønsker du at dykke ned i månedens temaer ud fra årstiden, vil jeg opfordre dig til at følge med på mine sociale medier – facebook og instagram. Her deler jeg i starten af hver måned et post omhandlende årstidens opfordringer.
Ellers er der bare tilbage at ønske dig en rigtig dejlig februar!
Optimistiske hilsner
Stine