Taknemmelighed – En simpel vej mod bedre mentalt helbred

Taknemmelighed - en simpel vej til bedre mentalt helbred

Taknemmelighed – en simpel vej mod bedre mentalt helbred

Jeg ved ikke med dig, men taknemmelighed er et ord, som jeg over lang tid har hørt omtalt en hel del. Derfor satte jeg mig ved årsskiftet for, at starte en taknemmelighedspraksis op og mærke på min egen krop, hvad det egentligt kunne gøre.

Og jeg må sige, at jeg er positiv over effekten. Jeg kan virkelig mærke, hvordan energien ændrer sig, når jeg bevidst retter fokus mod de ting, som jeg er taknemmelig over.

Dr. Joe Dispenza, forfatter til bogen; “At blive overnaturlig”, dykker bl.a. ned i kvantefysikken og vores nok mest kraftfulde redskab – sindet. Dispenza beskriver, hvordan taknemmelighed er en at de højest vibrerende følelser, og hvordan den følelse kan være med til at regulere vores hjernebølger. (Mere om det en anden god gang.)

Derfor vælger jeg også at have fokus på virkelig at MÆRKE følelsen af taknemmelighed i kroppen, når jeg om aftenen nedskriver mine 3-5 taknemmelighedssætninger.

Lukke øjnene for en stund og bare lade oplevelsen af taknemmelighed strømme ud i alle mine celler.

Men hvad er det egetligt, taknemmelighed kan hjælpe med?

 

Effekterne af taknemmelighed

Efter nu at have praktiseret taknemmelighed regelmæssigt i 5 måneder, tænkte jeg, det var ved at være på tide at undersøge feltet lidt mere dybdegående.

For hvad siger forskningen egentligt om emnet?

Jeg har udtrukket 4 studier, som jeg her vil udfolde for deres fund af effekten ved taknemmelighed.

Studie 1

Det første studie er en meta-analyse. Her har man lavet en søgning på studier på området og sammenlignet deres fund. Diniz et. al. var ikke i tvivl, der var en effekt af taknemmelighed. De fandt frem til, at det kan være med til at forstærke følelsen af taknemmelighed, forbedre det mentale helbred samt sænke symptomerne på angst og depression. (Diniz et. al., 2023)

Studie 2

Det andet studie, jeg har taget med i dette indlæg, er et randomiseret kontrolleret studie lavet på 132 college-studerende. Man inddelte de 132 studerende i 4 grupper; 1) en kontrolgruppe, som ikke dyrkede taknemmelighed, 2) en gruppe, som skulle nedskrive deres taknemmelighed, 3) en gruppe, som skulle reflektere over taknemmelighed og 4) en gruppe, som blev tilskyndet til taknemmelighed af en app.

De tre interventionsgrupper viste alle en forbedring i velvære efter 8 uger, hvorimod kontrolgruppen ikke viste nogen forbedring.

Studiet konkluderer, at der var størst effekt på velvære og affektive funktioner (altså følelsesmæssige funktioner) ved at nedskrive, hvad man er taknemmelig for. (Tolcer et. al., 2024)

Studie 3

Det tredje studie, undersøgte effekten af taknemmelighed i forhold til kardiovaskulære problematikker, altså hjerte-kar-problemer. Det viste, at taknemmelighed er med til at øge det mentale helbred og opretholde en sund helbredsmæssig adfærd.

Studiet viste desuden, at der kan være en positiv effekt på symptomatiske hjertesvigt, hjerte-kar-funktionen og det autonome nervesystems aktivitet. (Wang X. et. Song C., 2023)

Studie 4

I et studie fra 2021 ønskede en række forskere at undersøge effekten af en taknemmelighedspraksis på arbejdspladsen. De fandt frem til en signifikant forbedring af den oplevelse stress og depression. Dog var resultaterne mere tvivlsomme ifht. velvære. (Komase Y. et. al., 2021)

 

Konklusion

Konklusionen på de 4 studier må være, at der er en positiv effekt af taknemmelighed.

Effekten er særligt i forhold til;

  • Velvære
  • Angst
  • Depression
  • Oplevet stress
  • Affektive funktioner

Og muligvis også;

  • Hjerte-kar-funktionen
  • Symptomatisk hjertesvigt
  • Aktiviteten i det autonome nervesystem

Ydermere tyder forskningen på, at det nedskrevne ord har størst effekt, så det vil være min klare anbefaling at gøre det på den måde, men som du også kan læse, giver andre fremgangsmåder også en effekt.

 

Anbefaling

Min anbefaling er derfor klart at dyrke taknemmelighed. Det er ikke noget, som behøver tage lang tid. Jeg bruger ikke 5 minutter på det om aftenen, men det er en dejlig måde at evaluere dagen på.

I mit nyhedsbrev, som jeg udsender 2/6 2025 kommer jeg med en konkret guide til, hvordan du kan dyrke taknemmelighed. Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev via linket her.

Nyhedsbrevet udkommer kun 1 gang om måneden.

Er du nysgerrig på andre emner, kan du læse mere om begrænsende og støttende overbevisninger og interoception – din indre sans.

 

Herfra vil jeg ønske dig den bedste fornøjelse med taknemmelighed, og så glæder jeg mig allerede til at dykke ned i det næste emne i den kommende måned. Har du ønsker til emner, er du meget velkommen til at skrive til mig, så vil jeg kigge på, om det kunne være inden for mine kompetencer at skrive noget om det. 😉

Ellers vil jeg bare ønske dig en rigtig dejlig nutid og fremtid!

 

De varmeste hilsner

Stine Sørensen, Krop og Sind Fysioterapi

 

Litteraturliste:

Bogen: Dr. Joe Dispenza, 2019, “At blive overnaturlig”

Meta-analysen: Diniz et. al., 2023, “The effects of gratitude interventions: a systematic review and meta-analysis” https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/37585888/)

RCT-studiet: Tolcer et. al., 2024, “evaluating the effects of gratitude interventions on college student well-being” (https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/35623017/)

Det systematiske review: Wang X. et. Song C., 2023, “The impact of gratitude interventions on patients with cardiovascular disease: a systematic review” (https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/37809310/)

Det systematiske review: Komase Y. et. al., 2021, “Effects of gratitude intervention on mental health and well-being among workers: A systematic review”, (https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/34762326/)