Har du været i behandling hos mig, så er du med garanti også blevet bedt om at trække vejret helt ned i maven og give slip i brystet.
Det er ikke for sjov, at jeg beder dig gøre dette. Faktisk er det fordi, at du på den måde begynder at bruge din primære vejrtrækningsmuskel, diafragma, i stedet for dine hjælpemuskler der sidder i bryst og hals/nakke.
Diafragma
Diafragma ligger som et segl mellem vores mave og lunger. Det er en muskel, som buler op under ribbenene. Den hæfter på ribbenene, brystbenet og rygsøjlen, helt op ad lungerne, og når du spænder op i den, trækker den sig nedad, hvorved lungerne trækkes med. Det er grunden til, at du udvider maven, når du trækker vejret ind og at maven flades, når du slipper vejret.
Du skal altså kun bruge kræfter på at trække vejret ind og ikke på at slippe luften igen.
Grunden til at mange ikke længere trækker vejret ned i maven er, at de har travlt og hele tiden skal være på dupperne. Det betyder at kroppen indtager en position, som gør det nemmere for den at bruge hjælpemusklerne, og som betyder, at du spænder meget op i og omkring din hals/nakke.
At kunne give slip på dine spændinger omkring bryst og hals/nakke kan være meget forløsende og kan af samme grund virke meget sårbart. Men når du først gør det, bliver det nemmere for dig at mærke dig selv og skabe en god forbindelse mellem krop og hoved.
Regulering af vores nervesystem
Vores vejrtrækning er noget af det eneste, som både er påvirket af vores autonome nervesystem (det der foregår automatisk) og det somatiske nervesystem (det som er styret af vores ønsker).
Vi skal ikke tænke over at trække vejret, men samtidigt er det noget, som vi selv kan være med til at påvirke og styre. Det gør det til en perfekt måde at regulere vores nervesystem. En hurtig vejrtrækning får vores nervesystem i et højere alarmberedskab, men en langsom vejrtrækning afslapper vores nervesystem og giver ro i kroppen.
Af den årsag kan jeg klart anbefale dig at arbejde med din vejrtrækning!
For nogle er det meget svært og noget, som de skal have en hjælp til i starten og i svære periode i deres liv, det er her kropsterapi kommer ind i billedet. Det at blive guidet i sin vejrtrækning, gør det meget nemmere at inkorporere i sin dagligdag.
Lyder det som noget for dig, kan jeg kontaktes på tlf.: 54 58 28 18 eller kontakt@kropsindfys.dk eller du kan booke en tid her.