Hippocampus er et center i hjernen, som er en del af det limbiske system. Det kan du som helhed læse mere om her. Hippocampus spiller en stor rolle i din hukommelse. Den hjælper dig til at lagre både kort- og langtidshukommelse samt indlæring. Er du stresset over en længere periode oplever mange derfor at netop disse funktioner hæmmes. Den type hukommelse som hippocampus husker er den eksplicitte hukommelse. Det er de ting, du kan huske, som er uden for dig selv. Fx indholdet i en opskrift, eller en rejse du var på. Du kan læse meget mere om hukommelse og hvordan det relaterer sig til traumer i dette indlæg.

Derudover hjælper hippocampus også med til at huske din krops position i forhold til tingene omkring dig.

Jeg ved ikke med dig. Men for mit vedkommende stemmer det overens med mine oplevelser i de perioder, hvor jeg er stresset. Det er altid der, jeg får smidt noget på gulvet eller får skubbet til glasset og vælter det i stedet for at gribe om det. Ups...

På samme vis gælder det med ord. Har du svært ved at huske ordene, er det hippocampus, som spiller dig et puds.

Hippocampus’ tætteste samarbejdspartner

Hippocampus arbejder tæt sammen med andre centre i hjernen. Når der kommer billeder ind fra thalamus til amygdala, sender Amygdala signalerne forbi hippocampus. Her er det hippocampus’ funktion at bestemme kontekst og betydningen af den nuværende situation ud fra erfaringer fra tidligere lignende situationer. Det gør det muligt for amygdala at vurdere, hvordan der skal reageres, og hvilke funktioner der skal igangsættes. Du kan læse meget mere om amygdala i dette indlæg. 

Hippocampus fungerer som en bremse for amygdala. Det vil altså sige, at hippocampus kan være med til at dæmpe kamp/flugt-responsen, så dine reaktioner bliver passende til det, du oplever.

Hippocampus ved langvarig stress

Ved langvarig stress, kan Amygdala vokse og Hippocampus skrumpe. Det betyder, at det bliver sværere for hippocampus at bremse amygdala og derved kan der komme en uhensigtsmæssig reaktion. Det er også grunden til, at din hukommelse og indlæring får svære kår ved langvarig stress.

Ifølge nogle studier, kan hippocampus igen vokse, ved en øget udskillelse af stoffet BDNF (Brain-Derived Neurotrophic Factor). BDNF udskilles eksempelvis ved fysisk aktivitet.

Får du en hjerneskade placeret på hippocampus, vil du kunne huske gamle ting, men have ekstremt svært ved, for ikke at sige helt mangle evnen til, at lagre ny hukommelse og viden.

Traumer og hippocampus

Når nu hippocampus har så stor en betydning for vores hukommelse, betyder det også, at hvis du har haft en ubehagelig oplevelse, vil denne påvirke det svar, hippocampus sender tilbage til amygdala.

Eksempelvis kan dit første møde med en hund være en dejlig blød pels, en fugtig snude og oplevelsen af samvær. Er det derimod en aggressiv hund, du møder, som gør af dig og spænder sin snor til fulde i retning af dig, vil dette præge dine kommede oplevelser af at møde en hund.

Står du en anden gang i en situation med en kat, kan det, fx grundet sammenlignen med pelsen og de 4 ben, være med til, at du reagerer, som du ville gøre på en aggressiv hund.

Hippocampus er altså med til at vurdere, hvordan en passende reaktion vil være. Den kan både bremse amygdala og bekræfte amygdala i, at det er en farlig situation, du står i.

Dette var et kort og kompakt overblik over funktionen af hippocampus. Jeg håber, at du kan bruge det til noget og har fået en større forståelse for, hvorfor du måske selv reagerer, som du gør i forskellige situationer.

Læs mere om hjernens kemi:

Det limbiske system vil gøre alt det kan for at redde dig!

Amygdala og dens funktion

Thalamus og dens funktion

Litteratur:

“Kroppen holder regnskab – hjerne, psyke og krop i heling af traumer”, Bessel van der Kolk, 2019 (på engelsk i 2014)

https://my.clevelandclinic.org/health/body/hippocampus

Noter fra kurset Insula – afholdt af PernilleFys

Indlægget Hippocampus og dens funktion blev først udgivet på Krop & Sind Fysioterapi.

Til dette blogindlæg håber jeg, du vil holde tungen lige i munden. Der er en masse informationer, men det er mit mål at gøre det så nemt at spise som muligt.

Har du endnu ikke læst indlægget om det limbiske system, kan du med fordel starte med at læse det. Du finder det her. 

Amygdala spiller en vigtig rolle for vores funktion i hverdagen, og derfor skal den selvfølgelig have sit helt eget blogindlæg.

God læselyst!

Hjernens røgalarm

Amygdala er et center i hjernen formet som to små mandler. De befinder sig i det limbiske system, vores ubevidste hjerne. Disse to mandler har til formål at advare os om farer og ved fare at få sendt de rette signaler ud i kroppen, så vi kan kæmpe eller flygte fra situationen. Altså overleve.

Den forbereder kroppen til den situation, vi står i. Nogle af disse forberedelser er fx udskillelse af stresshormoner såsom kortisol og adrenalin, øget hjertefrekvens og iltoptagelse samt øget blodtryk.

Lugtesansen er direkte forbundet med amygdala, hvorimod de andre sanser er forbundet med thalamus.

At være i en livstruende situation

Amygdala modtager signaler fra thalamus. Det center i hjernen, som samler sanseindtryk til et samlet billede af den situation du står i. Du kan læse mere om thalamus her. Det er nu amygdalas opgave at tolke på situationens følelsesmæssige betydning. Er amygdalas vurdering, at du er i livsfare, sendes der signal direkte videre til hypothalamus om at udskille stresshormoner, samt til hjernestammen, som aktiverer den sympatiske del af vores nervesystem. Altså den del, som handler om kamp/flugt. Det betyder, at man reagerer uden om bevidst kontrol.

Af samme grund kalder Bessel van der Kolk også amygdala for røgalarmen. Din røgalarm vil være mere eller mindre sensitiv afhængigt af tidligere erfaringer. Den trækker på vores hukommelse via hippocampus – den kan du læse mere om her – og bruger vores tidligere erfaringer til at vurdere din nuværende situation.

Når vores sympatiske nervesystem aktiveres, nedsættes blodtilførslen til frontallapperne. Det nedsætter evnen til klar tænkning. På den måde bliver det endnu sværere at hindre dit system i at starte overlevelsesprogrammet igang.

At være i en ufarlig situation

Opfatter amygdala ikke situationen som akut livstruende, kan signalvejen i stedet gå via hippocampus og cingulate til den præfrontale cortex, frontallapperne, hvor vores bevidste bearbejdning finder sted. Denne vej er langsommere at gå og vil derfor tage længere tid. Det er bl.a. det, du oplever, hvis du tager fat i noget, som er varmt, men som du ikke havde forventet var varmt. Din krop vil reagerer og først senere vil du bevidst være klar over, hvorfor du så hurtigt slap den varme genstand igen.

En indstillet røgalarm

Amygdala kan være mere eller mindre sensitiv. Lider du af langvarig stress, vil man på scanningsbilleder kunne se en forstørret amygdala. Det betyder, at røgalarmen vil være mere sensitiv og altså reagere på mindre stimuli. Samtidigt har hippocampus, som ellers kan fungere som en bremse på amygdala en tendens til at skrumpe ved langvarig stress, hvilket kun gør røgalarmen endnu mere sensitiv.

Følelsesmæssig læring

Amygdala har en vigtig funktion i forbindelse med vores hukommelse. Det er nemlig den, som kan huske følelser ved et givent minde. Har du eksempelvis været ked af det den dag i skulle lære 7-tabellen, kan det betyde, at du fremover vil forbinde 7-tabellen med at være trist. Og det kan igen føre til en undgåelsesadfærd.

Når amygdala derimod er velfungerende, kan vi genkende egne og andres følelser, samt aflæse sociale kontekster omkring os, så vi kan agere bedst muligt på dem. Dette skyldes blandt andet fænomenet spejlneuroner. Spejlneuroner gør os i stand til at genkende følelser hos andre og mærke dem i vores egen krop.

Amygdala og traumer

Amygdala spiller en stor rolle, når vi taler om traumer. Du kan læse meget mere om traumer i følgende indlæg.

Traumer – hvad er de og hvordan kommer de til udtryk?

Traumer – hvad er symptomerne?

Traumer – Hvad er en spaltning?

På skanningsbilleder kan man se, hvordan amygdala aktiveres, når traumatiserede mennesker præsenteres for deres traume igen. Dette gælder uanset, om de fysisk bliver stillet i en lignende situation eller om de bliver bedt om at tænke på den pågældende oplevelse. Amygdala skelner ikke mellem fortid og nutid, men reagerer derimod, som om det sker lige her og nu.

Amygdala kan ikke altid kende forskel på et livstruende farlig situation, og det liv vi lever i vores moderne verden. Fx kan en vred chef, selvom han ikke er vred på dig, være med til at aktivere amygdala og den sympatiske del af vores nervesystem. Særligt, hvis amygdala er overaktiv og sensitiv, kan du opleve at se farer, hvor der ikke er farer, fordi din hjerne gerne vil passe på dig, så selv den mindste sammenligning kan trigge din traumerespons.

Har du en overaktiv amygdala kan det opleves som angst. Din tærskel for, hvornår du oplever noget som farligt er altså lavere.

En overaktiv amygdala

Et eksempel på en overaktiv amygdala kunne se således ud:

Hvis du er vokset op i et hjem med vold fra din mor, vil du underbevist huske den duft, hun brugte. Møder du så den samme duft et andet sted, kan din hjerne komme til at mistolke situationen, fordi dens tidligere erfaringer viser, at det er lig med fare. Så selvom det bare var en dame, som passerede dig på gaden, kan din krop begynde at reagere med de fysiologiske responser, såsom; sveden, øget blodtryk og hjertefrekvens.

Hvad kan du gøre for at berolige din amygdala

Mindfulness og vejrtrækning

Det er her teknikker såsom mindfulness kommer ind i billedet. At bringe din opmærksomhed ind i nuet. Det kan du eksempelvis gøre ved at fokusere på din vejrtrækning. Når du trækker vejret ind vil du aktivere den sympatiske del af dit nervesystem, altså den del som gearer op, mens du ved udånding vil aktivere den parasympatiske del, den del, som gearer ned.

Du kan derfor prøve kræfter med 4/6 vejrtrækningen. Det gør du ved at trække vejret ind på 4 og puste ud på 6. Når du er blevet bekvem med dette, kan du gøre forskellen endnu større, fx 4/8.

Andre måder du kan bringe din selv ind i nuet er eksempelvis ved at blive opmærksom på; hvilke lyde du hører, hvad du holder i din hånd, hvordan vinden føles mod din kind osv. Det er alt sammen med til at hjælpe dig til at lande lige der, hvor du er.

Min favorit – Bevægelse!

Og så den del, som jeg personligt finder mest hjælpsom, hvis jeg kan mærke, at jeg er helt oppe at køre, og jeg er alene. Jeg bevæger mig. Jeg finder et niveau af bevægelse, som matcher den energi, jeg mærker inden i. Er jeg meget på vagt, vil det være noget, som kræver, at jeg virkelig bruger mig selv. Først møder jeg mig selv, der hvor jeg er, derefter hjælper jeg stille og roligt mig selv ned igen.

Det kunne eksempelvis være en løbetur, som starter hurtigt, men hen ad vejen bliver roligere og roligere, for måske til sidst at komme ned i gåtempo og slutter hjemme på yogamåtten med fokus på min vejrtrækning. Det kunne også være musik med højt tempo, som jeg danser til i vilden sky for stille og roligt at sænke tempoet og det samme med dansen. Måske dette ligefrem også ender med lidt blide bevægelser på måtten.

Fysisk berøring

Fysisk berøring fra en, som du er tryg ved, kan også medvirke til at sænke aktiveringen i dit nervesystem.

Gennem kropsterapien går vi ind og arbejder med netop berøring samt at mærke ind i kroppens sansninger, så du kan blive fortrolig med dem igen, hvis du er nået til et stadie, hvor din tærskel for sanseindtryk er lav. Du kan læse meget mere om kropsterapien her eller booke en afklaringssamtale her. 

Jeg håber, du har læst helt til ende og er blevet klogere på, hvad det er der sker i din hjerne, når du pludselig mærker pulsen stige eller sveden pible frem.

Dette blogindlæg er nr. 2 i rækken af indlæg, der forklarer om centre i hjernen og deres betydning for det liv, du lever.

Vores hjerne gør alt, hvad den kan for at passe på os, så lad os hjælpe den og tage os kærligt af den også!

Jeg ønsker dig en dejlig dag, hvor du må tage gode valg på dine egne vegne!

Læs mere om hjernens kemi:

Det limbiske system vil gøre alt det kan for at redde dig!

Thalamus og dens funktion

Hippocampus og dens funktion

Litteratur:

“Kroppen holder regnskab – hjerne, psyke og krop i heling af traumer”, Bessel van der Kolk, 2019 (på engelsk i 2014)

https://illvid.dk/mennesket/hjernen/amygdala

https://videnscenterfordemens.dk/da/det-limbiske-system

https://my.clevelandclinic.org/health/body/24894-amygdala

Derudover har jeg gjort brug af noter fra diverse uddannelser og kurser, jeg har deltaget på gennem tiden.

Indlægget Amygdala og dens funktion blev først udgivet på Krop & Sind Fysioterapi.

Dette blogindlæg er det første i en række af flere, som handler om vores kære hjerne. Vores styresystem, som kommer med sine fabriksinstillinger, men som også justeres løbende gennem vores liv, afhængigt af, hvad vi udsættes for og oplever.

Jeg har valgt at tage udgangspunkt primært i det limbiske system, da en stor del af traumeresponsen har sit udspring her. Men for at forstå, hvad det limbiske system reelt set er, får du først en overordnet forklaring på hjernens opbygning, så vender jeg tilbage til funktionen af det limbiske system efterfølgende.

Hjernens inddeling

Hjernen kan inddeles i tre dele. Det første niveau af hjernen, som udvikles er det, som kaldes krybdyrhjernen. Her foregår alle de funktioner, som skal holde vores krop i live. Fx at kunne mærke varme/kulde, vejrtrækning og hjerterytme, udskillelse af affaldsstoffer gennem urin og afføring m.m.

Andet niveau udvikles som det næste og er netop hvad dette indlæg handler om. Det limbiske system, som er den følende hjerne. Meget mere om det om lidt.

Det tredje niveau er vores neocortex, hjernelapperne. Her foregår kritisk tænkning og bevidst regulering af de ovenstående to dele af hjernen.

Det limbiske system

Det limbiske system har til formål at regulerer vores følelsesmæssige tilstande. Det hjælper os bl.a. til at kunne håndtere og navigere i vores komplekse sociale sammenhænge.

Det består bl.a. af amygdala, hippocampus, hypothalamus og visse dele af thalamus.

Det limbiske systems udvikling

Udviklingen af det limbiske system tager fart fra barnets fødsel til ca. 6 års alderen, hvor udviklingen aftager, men dog fortsætter resten af livet. Systemet formes af erfaringer i livet, kombineret med genetik og medfødt temperament. Denne formning er også det, man kalder plasticitet. Altså at neuroner, nervebaner, som aktiveres samtidigt, forbinder sig med hinanden. Gentages dette mange gange, vil der blive “standardindstillingen” og derved en automatiseret reaktion. Hvis du gerne vil lære noget nyt, må du altså øve dig på det gentagne gange og hjælpe din hjerne til at gøre det til den nye standardindstilling.

Reagerer nu og her

Det limbiske system er sæde for vores kamp/flugt-respons, som aktiveres, hvis din hjerne opfatter en situation som livstruende. Derfor vil der hele tiden være en overvågning af dine omgivelser igang, for at kunne afgøre, om du er i fare. Hvordan du reagerer kommer an på tidligere erfaringer. Det trækker altså på din ubevidste hukommelse og har derfor også stor indvirkning på hukommelsen.

Hvis det aktiveres, vil det sørge for, at de nødvendige hormoner sendes ud i kroppen, så den er bedst muligt klar til at hjælpe dig igennem den situation, du står i.

Det samlede billede

Det limbiske system samler sanseindtryk fra både dit indre og dit ydre for at kunne tolke på den situation, du står i. Det ydre kunne eksempelvis komme fra hørelse, eller lugtesansen. De indre sanseindtryk er også det, man kalder interoception. Det kan du læse meget mere om her.

Fordi den limbiske hjerne ser på det samlede billede, kan den komme til at drage forhastede konklusioner, hvis det, du oplever lige her og nu, minder bare lidt om en tidligere livstruende situation. Hvis det samlede indtryk, af den situation du står i, analyseres som fare i det limbiske system, er det svært for pandelapperne at få en rolle. Pandelapperne er vores bevidste beslutninger og det sted, hvor vi kan nedjustere vores umiddelbare behov, fx at sexlyst kan udskydes til et mere passende tidspunkt.

Ønsker man at ændre på en automatpilot, som man ikke anser som hensigtsmæssig, skal man ifølge Bessel van der Kolk arbejde med interoceptionen. Det gør man ved at blive fortrolig med det, som sker inden i os, alt det, som vi mærker, der sker.

Det var meget kort omkring det limbiske system. Nu er du klar og klædt på til at gå i krig med de kommende blogindlæg.

Har du lyst til at dykke ned i det, du mærker, kan du med fordel booke en afklaringssamtale. Her kan vi tage en snak og finde frem til, om kropsterapi er noget for dig. Du kan se ledige tider her. Du finder mere info om kropsterapi her.

Læs mere om hjernens kemi:

Amygdala og dens funktion

Thalamus og dens funktion

Hippocampus og dens funktion

Litteratur:

Al den viden jeg deler her i indlægget tager udgangspunkt i følgende litteratur.

“Kroppen holder regnskab – hjerne, psyke og krop i heling af traumer”, Bessel van der Kolk, 2019 (på engelsk i 2014)

Noter fra diverse uddannelser og kurser

Indlægget Det limbiske system vil gøre alt det kan for at redde dig! blev først udgivet på Krop & Sind Fysioterapi.

Jeg ved ikke med dig, men taknemmelighed er et ord, som jeg over lang tid har hørt omtalt en hel del. Derfor satte jeg mig ved årsskiftet for, at starte en taknemmelighedspraksis op og mærke på min egen krop, hvad det egentligt kunne gøre.

Og jeg må sige, at jeg er positiv over effekten. Jeg kan virkelig mærke, hvordan energien ændrer sig, når jeg bevidst retter fokus mod de ting, som jeg er taknemmelig over.

Dr. Joe Dispenza, forfatter til bogen; “At blive overnaturlig”, dykker bl.a. ned i kvantefysikken og vores nok mest kraftfulde redskab – sindet. Dispenza beskriver, hvordan taknemmelighed er en at de højest vibrerende følelser, og hvordan den følelse kan være med til at regulere vores hjernebølger. (Mere om det en anden god gang.)

Derfor vælger jeg også at have fokus på virkelig at MÆRKE følelsen af taknemmelighed i kroppen, når jeg om aftenen nedskriver mine 3-5 taknemmelighedssætninger.

Lukke øjnene for en stund og bare lade oplevelsen af taknemmelighed strømme ud i alle mine celler.

Men hvad er det egetligt, taknemmelighed kan hjælpe med?

Effekterne af taknemmelighed

Efter nu at have praktiseret taknemmelighed regelmæssigt i 5 måneder, tænkte jeg, det var ved at være på tide at undersøge feltet lidt mere dybdegående.

For hvad siger forskningen egentligt om emnet?

Jeg har udtrukket 4 studier, som jeg her vil udfolde for deres fund af effekten ved taknemmelighed.

Studie 1

Det første studie er en meta-analyse. Her har man lavet en søgning på studier på området og sammenlignet deres fund. Diniz et. al. var ikke i tvivl, der var en effekt af taknemmelighed. De fandt frem til, at det kan være med til at forstærke følelsen af taknemmelighed, forbedre det mentale helbred samt sænke symptomerne på angst og depression. (Diniz et. al., 2023)

Studie 2

Det andet studie, jeg har taget med i dette indlæg, er et randomiseret kontrolleret studie lavet på 132 college-studerende. Man inddelte de 132 studerende i 4 grupper; 1) en kontrolgruppe, som ikke dyrkede taknemmelighed, 2) en gruppe, som skulle nedskrive deres taknemmelighed, 3) en gruppe, som skulle reflektere over taknemmelighed og 4) en gruppe, som blev tilskyndet til taknemmelighed af en app.

De tre interventionsgrupper viste alle en forbedring i velvære efter 8 uger, hvorimod kontrolgruppen ikke viste nogen forbedring.

Studiet konkluderer, at der var størst effekt på velvære og affektive funktioner (altså følelsesmæssige funktioner) ved at nedskrive, hvad man er taknemmelig for. (Tolcer et. al., 2024)

Studie 3

Det tredje studie, undersøgte effekten af taknemmelighed i forhold til kardiovaskulære problematikker, altså hjerte-kar-problemer. Det viste, at taknemmelighed er med til at øge det mentale helbred og opretholde en sund helbredsmæssig adfærd.

Studiet viste desuden, at der kan være en positiv effekt på symptomatiske hjertesvigt, hjerte-kar-funktionen og det autonome nervesystems aktivitet. (Wang X. et. Song C., 2023)

Studie 4

I et studie fra 2021 ønskede en række forskere at undersøge effekten af en taknemmelighedspraksis på arbejdspladsen. De fandt frem til en signifikant forbedring af den oplevelse stress og depression. Dog var resultaterne mere tvivlsomme ifht. velvære. (Komase Y. et. al., 2021)

Konklusion

Konklusionen på de 4 studier må være, at der er en positiv effekt af taknemmelighed.

Effekten er særligt i forhold til;

• Velvære
• Angst
• Depression
• Oplevet stress
• Affektive funktioner

Og muligvis også;

• Hjerte-kar-funktionen
• Symptomatisk hjertesvigt
• Aktiviteten i det autonome nervesystem

Ydermere tyder forskningen på, at det nedskrevne ord har størst effekt, så det vil være min klare anbefaling at gøre det på den måde, men som du også kan læse, giver andre fremgangsmåder også en effekt.

Anbefaling

Min anbefaling er derfor klart at dyrke taknemmelighed. Det er ikke noget, som behøver tage lang tid. Jeg bruger ikke 5 minutter på det om aftenen, men det er en dejlig måde at evaluere dagen på.

I mit nyhedsbrev, som jeg udsender 2/6 2025 kommer jeg med en konkret guide til, hvordan du kan dyrke taknemmelighed. Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev via linket her.

Nyhedsbrevet udkommer kun 1 gang om måneden.

Er du nysgerrig på andre emner, kan du læse mere om begrænsende og støttende overbevisninger og interoception – din indre sans.

Herfra vil jeg ønske dig den bedste fornøjelse med taknemmelighed, og så glæder jeg mig allerede til at dykke ned i det næste emne i den kommende måned. Har du ønsker til emner, er du meget velkommen til at skrive til mig, så vil jeg kigge på, om det kunne være inden for mine kompetencer at skrive noget om det. 😉

Ellers vil jeg bare ønske dig en rigtig dejlig nutid og fremtid!

De varmeste hilsner

Stine Sørensen, Krop og Sind Fysioterapi

Litteraturliste:

Bogen: Dr. Joe Dispenza, 2019, “At blive overnaturlig”

Meta-analysen: Diniz et. al., 2023, “The effects of gratitude interventions: a systematic review and meta-analysis” ( https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/37585888/)

RCT-studiet: Tolcer et. al., 2024, “evaluating the effects of gratitude interventions on college student well-being” (https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/35623017/)

Det systematiske review: Wang X. et. Song C., 2023, “The impact of gratitude interventions on patients with cardiovascular disease: a systematic review” (https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/37809310/)

Det systematiske review: Komase Y. et. al., 2021, “Effects of gratitude intervention on mental health and well-being among workers: A systematic review”, (https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/34762326/)

Indlægget Taknemmelighed – En simpel vej mod bedre mentalt helbred blev først udgivet på Krop & Sind Fysioterapi.

Øvelserne kræver ikke det store, men kan give stort udbytte.

Jeg håber, at du har lyst til at tjekke det ud. Klik her for at komme direkte til videoen. 

I denne video guider jeg dig også til at arbejder med din interoception. Din interoceptive sans er din indre sans, som gør din krop i stand til at regulere og agere på den samlede mængde stimuli, som sker inden i din krop. Nysgerrig? – Så kan du læse mere her. 

Jeg glæder mig meget til at høre, hvad du synes om det!

Rigtig god fornøjelse!

Indlægget Grounding – Kom ind og mærk dig selv blev først udgivet på Krop & Sind Fysioterapi.

Du kender helt sikker til de 5 sanser; føle, smage, lugte, høre og synssanserne. De er alle sammen rettet mod din ydre verden.

Din interoception er derimod rettet mod din indre verden.

Når du mærker, at du er sulten, er det faktisk din interoception, som fortæller dig, at din mavesæk er tom og klar til mere mad. Den tolker signaler fra kroppen, så du kan tage handling på at få stillet behov eller ændre adfærd til en mere helbredsfremmende af slagsen.

Smart ikke?

Men sult er selvfølgelig ikke det eneste, den kan meddele dig. I dette indlæg vil jeg gøre dig klogere på, hvad interoceptionen egentligt er for en størrelse, hvorfor den er så interessant, og hvad den kan hjælpe dig med.

Den kinæstetiske sans 

Lad os lige starte med at zoome ud. For interoception og den proprioceptive sans udgør faktisk tilsammen det, vi kalder den kinæstetiske sans.

Den kinæstetiske sans er også det, vi kalder vores bevægelsessans.

Lad os dykke lidt dybere og se, hvad de to sanser egentligt kan og gør for dig.

Den proprioceptive sans

Hvor sidder din hånd i forhold til resten af kroppen? Er din ankel strakt eller bøjet?

Det er, hvad din proprioceptive sans hjælper dig med at vurdere.

Den gør det muligt for dig at holde balancen ved hele tiden at fortælle hjernen, hvordan dine kropsdele er placeret i forhold til hinanden. Det hjælper din krop til at vide, hvilke muskler der skal spændes op i for at opretholde balancen.

Din proprioceptive sans kan trænes. Her får du en sjov lille øvelse du kan prøve kræfter med:

Stil dig foran et spejl og luk så øjnene. Stræk armen frem foran dig og åben nu øjnene. Er din arm strakt? Er den vinklet, som du forestillede dig?

Din proprioceptive sans sender signaler fra kroppen op til det sensomotoriske cortex i hjernen, så du hele tiden kan korrigere og tilpasse din krop og dine bevægelser. Det sensomotoriske cortex er med til at koordinere frivillige bevægelser. Det betyder, at de tilpasninger, du laver, kan laves på et bevidst niveau.

Her får du en anden måde, du kan mærke din proprioception på:

Sæt dig i en position og bliv siddende i den i en længere periode. Måske du allerede sidder og har siddet stille, som du sidder og læser dette. Kan du nu mærke, hvordan dine tæer er placeret i forhold til foden. Måske du lige har bevæget tæerne for at mærke det? Det er faktisk din proprioceptive sans, der er på spil her.

Første gang jeg hørte om proprioception var under fysioterapeut-studiet. Det gav en helt ny forståelse for, hvordan kroppen tilpasser sig det miljø, den befinder sig i. Om det er kuperet terræn eller en balanceøvelse til pilates.

Derfor blev jeg også endnu mere begejstret, da jeg fandt ud af, at proprioception havde en søster – interoception.

Den interoceptive sans

Vores interoceptive sans hjælper os til at analysere kvaliteten af vores ydre sanser, deres effekt på vores følelsesmæssige tilstand, samt hvilken adfærdstilpasning der skal til, for at vi har det godt.

Den er med til at give dig en følelse af, at være i live, samt giver dig en emotionel følelse ud fra det samlede billede af, hvordan din krop har det.

Interoception passer lige ind i den kasse, som hedder fænomenologi. Modsat den naturvidenskabelige tilgang, handler fænomenologien i korte træk om erfaringsbaserede analyser. Interoceptionen samler altså en masse oplysninger fra kroppen og hjælper os til at tolke dem, så vi ved, hvordan vi bedst, kan reagere på det.

Interoceptionen hjælper din hjerne med at skabe en forbindelse mellem krop og sind. Hvordan din krop har det afsætter et spor i hjernen, som giver dig en følelse. Den følelse kan du så reagere på.

Forskellen fra din proprioceptive sans er, at interoception lander et andet sted i hjernen, nemlig insula.

Insula

Insula er et center i hjernen, som beskæftiger sig med både vores bevidste adfærd og fanger signaler om mere subtile tilstande i fx dine organer.

Herunder kan du se en inddeling af insula.

I vores bindevæv finder du en masse mekanoreceptorer og løse nerveender, som gør vævet til vores mest indflydelsesrige organ, når det kommer til at opfatte vores almene tilstand, samt tilstanden i vores andre organer. Signalerne sendes op til insula. Ved at bevæge dit bindevæv, får du altså mulighed for direkte at påvirke insula.

Eftersom insula også beskæftiger sig med dit humør, har dit bindevæv altså noget at skulle have sagt ifht. dit humør. Vildt ikke?

Det har vist sig, at yoga og bevægelse med fokus på bindevævet er rigtig godt til at vække den interoceptive sans igen. Når du begynder at arbejde med din krop og derved dit bindevæv, begynder du også at arbejde med at lære dig selv at kende på en helt ny måde. Det bliver tydeligere for dig, hvad der er en sansning, og hvad der er en følelse, så du nemmere kan reagere på den sansning, du oplever. Fx et behov for at rejse dig, i stedet for at blive irriteret på manden ved siden af dig i sofaen.

Det vender jeg tilbage til længere nede i opslaget.

Mindfullness og en lille smule om ud fra traumeforståelsen

Ifølge Bessel van der Kolk er mindfullness med til at du lærer dine indre tilstande at kende. Og når du kender din indre tilstand, kan du begynde at differentiere dine følelser fra hinanden.

For at kunne mærke vores indre kompas, som man også kan kalde interoceptionen, er vi nødt til at komme ud af overlevelsesmodus. Det er det, du kan opleve, der sker, på briksen hos mig, når du mediterer, dyrker yoga eller noget helt fjerde, som indeholder et element af mindfullness.

At opnå en oplevelse af at kunne forstå dit indre, og det der sker inden i dig, kan hjælpe dig til at stole på dig selv. Stole på, at det du mærker er noget, du kan tilpasse dit liv efter. Fx hvis du går på gaden og får en skidt mavefornemmelse over det menneske, du går forbi, så ville du nok gå over på det andet fortov eller blive gående i samme tempo, som andre mennesker omkring dig.

Har du været udsat for noget traumatiserende, kan det være årsag til at din interoceptive sans er nedsat. At få bearbejdet og behandlet dit traume, kan hjælpe dig til igen at oprette en god og kærlig forbindelse til dig selv.

Jeg har tidligere skrevet indlæg omkring traumer. Er det noget, som du ønsker at læse mere om, kan du gøre det her:

Traumer – hvad er symptomerne?

Du kan også læse om, hvad traumer er og hvordan de kommer til udtryk her.

En mangel på interoception

At mangle en forbindelse til sin interoception kaldes også “aleksitymi”. Det beskrives ifølge Bessel van der Kolk, som en manglende evne til at kunne identificere og beskrive det, som sker inden i én selv. Måske du mærker et kropsligt ubehag, men kan ikke sætte ord på, hvad det mere præcist er, du mærker. Det kommer sig af en nedlukning til følelserne og det betyder bl.a. også, at det kan være svært at sætte sig ned på græsplænen og nyde den første solstråle på en forårsdag. Det vil simpelthen ikke være noget, som “vækker” noget i én.

Så hvad kan du gøre?

Kan du ikke mærke, hvad kroppen har behov for, kan du ikke hjælpe den med at få stillet de behov. Men ved at skabe en god forbindelse til din interoception, kan du igen begynde at opfylde dine egne behov. Og at gøre noget godt for dig selv, kan være med til at vise dig selv, at du er noget værd. Din interoception bliver derved en form for motivator for dig, som hjælper dig til at tage dig godt af dig selv og dine behov.

Dyrk noget bevægelse med fokus på mindfullness. Det kan både være pilates, yoga eller bindevævsbevægelse. For den sags skyld, kan det nok være mange andre former også, som jeg ikke kender til endu.

Og ellers er du som sagt meget velkommen til at komme forbi klinikken til en gang kropsterapi – Du kan booke tid her. 

I denne måned er det også temaet i nyhedsbrevet, så skal du modtage en lille konkret øvelse, kan du skrive dig op til nyhedsbrevet her. Det lander i din indbakke på fredag d. 28. februar.

Litteratur

Til at skrive dette indlæg, har jeg gjort brug af bogen; Slings Essentials skrevet af Karin Gurtner, stifteren af Art of Motion, samt litteratur, jeg tidligere har nævnt i forbindelse med Peter Levin’s bøger om traumer og så min grundviden fra fysioterapeut-studiet.
Derudover har jeg fået en almen viden om traumer og interoception fra bl.a. Bessel van der Kolk’s bog; Kroppen holder regnskab.

Har du lyst til at arbejde med din interoception, hjælper jeg dig gerne! Du kan booke en afklaringssamtale ganske kvit og frit på dette link og så kan vi tage en snak om, om det kunne være noget, som var godt for dig.

Jeg håber, at du har fået noget ud af din læsning, og har lyst til at dele dine indsigter eller egne erfaringer med mig – det vil jeg elske!

Jeg ønsker dig en rigtig god dag!

Mvh Stine

Indlægget Interoception – din indre sans blev først udgivet på Krop & Sind Fysioterapi.

Ja, hvad er hukommelse egentlig for en størrelse? Vi har den alle sammen, men hvordan bliver noget, vi oplever i dette nu til noget, vi kan huske på et senere tidspunkt?

Det håber jeg at gøre dig klogere på i dette blogindlæg.

Til at hjælpe mig har jeg brugt Peter Levine’s bog “Traumer og hukommelse”, som jeg læste i sommers med stor interesse. En klar anbefaling herfra, hvis du er mere nysgerrig!

Jeg kan også anbefale dig at læse nogle af mine andre indlæg om traumer. Jeg linker lige til dem herunder:

Traumer – hvad er de og hvordan kommer de til udtryk?

Læs også:
https://kropsindfys.dk/traumer-hvordan-kan-det-behandles/
https://kropsindfys.dk/traumer-hvad-er-en-spaltning/
https://kropsindfys.dk/traumer-hvad-er-symptomerne/

Nå! Lad os komme til det!

En overordnet inddeling af hukommelse

Nedenfor ser du en frit fortolket model inspireret af Peter Levine’s måde at anskue hukommelse på. Den viser meget godt, hvordan vi kan inddele hukommelse i flere underkategorier.

Den eksplicitte hukommelse og den implicitte hukommelse

Først og fremmest inddeles hukommelse i implicit og eksplicit hukommelse.

Den eksplicitte hukommelse er groft sagt hukommelse om noget, der sker uden for os.

Den implicitte hukommelse er derimod noget, som sker/opleves inden i os.

De kan hver inddeles i to kategorier.

Pilen i bunden af modellen indikerer desuden, at den eksplicitte hukommelse er mere bevidst end den implicitte hukommelse. Pilen indikerer desuden, at du ikke udelukkende husker implicit eller eksplicit, men gennem en kombination af de to hovedkategorier. Det skal jeg nok vende tilbage til senere.

Den eksplicitte hukommelse

Som modellen viser, kan den eksplicitte hukommelse inddeles i to. Nogle steder vil du finde, at den eksplicitte hukommelse også kaldes den deklarative hukommelse og så ikke indeholder underkategorierne.

Peter Levine inddeler den dog i to underkategorier, og det, synes jeg, giver rigtig god mening – særligt, når man skal prøve at forstå et så komplekst emne som hukommelse.

Deklaration er måske et ord, du kender fra bagsiden af dine dagligvare. Her står fakta i form af, hvad der er i den mad, du køber. På samme måde er den deklarative hukommelse den del, som handler om fakta. Det kunne eksempelvis være navnet på en ven, farvernes navne, eller grøntsagernes navne. Det bliver altså en kognitiv evne og ligger derfor i den mere bevidste del af hukommelsen.

Den episodiske hukommelse retter sig mod specifikke episoder i dit liv. Det kunne fx være, da du blev færdiguddannet, eller en særlig rejse, du var på.

Fælles for den episodiske og deklarative hukommelse er, at de begge kræver aktivering af hippocampus. Lider du af vedvarende stress, er hippocampus en struktur, som mindskes i størrelse, hvilket betyder, at du kan opleve at have svært ved at huske ting i den eksplicitte hukommelse under langvarig stress.

Den implicitte hukommelse

Her deler vi den igen i to – den følelsesmæssige og den procedurale. Du vil igen se andre steder, hvor inddelingen er lavet lidt anderledes, men for nemheds skyld har jeg valgt at følge Peter Levine’s inddeling.

Den følelsesmæssige hukommelse

Den implicitte hukommelse er også det vi kalder langtidshukommelsen. Det er her vi lagre hukommelse, som skal hjælpe os med at passe på os selv og sørge for vores overlevelse.

Den følelsesmæssige hukommelse er som regel mere levende end de andre typer af hukommelse. Den indeholder de følelser, som vi husker og forbinder med fx episoder og hænger derfor meget tæt sammen med den episodiske hukommelse – faktisk er den flere steder beskrevet som en og samme ting. Det betyder dog ikke, at vi husker korrekt. Har vi eksempelvis oplevet noget, som gjorde os bange, vil vi komme til at rode oplevelsen sammen med tidligere oplevelser, der gjorde os bange, hvorfor vi kan komme til at give forkerte beskrivelser af oplevelsen efterfølgende. Det er bl.a. det der sker ved forkerte vidneforklaringer i retssager.

På samme måde, kan vores hukommelse af tidligere hændelser også ændre sig med de nye erfaringer, vi gør os. Når vi flere år efter skal genfortælle en historie, kan den være så meget rodet sammen med nyere oplevelser, at det er langt fra den samme historie, vi fortæller igen.

Og så bare en lille kærlig tanke herfra – hvis vores opfattelse af verden ændrer sig alt efter vores følelser, hvad ville der så egentligt ske ved at dyrke de positive følelser noget mere? – Nå, det var bare en lille refleksion efter at have læst Joe Dispenza’s bog; “At blive overnaturlig”. 

Den procedurale hukommelse

Hvordan vi husker kunsten at cykle er et godt eksempel på den procedurale hukommelse. Den hjælper os til at huske procedurer, som vi gør ofte og bliver også kaldt den kropslige hukommelse. Eller som man også siger; “det skal ligge på rygraden”. Det er rigtig smart, fordi det kræver færre ressourcer fra os og samtidigt frisætter vores bevidste sind til mere krævende opgaver. Rigtig mange af disse funktioner ligger lagret i lillehjernen.

I den procedurale hukommelse ligger også vores medfødte reaktionsmønstre såsom overlevelsesinstinkter og reflekser, som du finder i amygdala – et center i hjernen, der står for kamp/flugt/frys/undvig. Jeg vender tilbage til amygdala om lidt.

Amygdalas rolle i hukommelsen

Den implicitte hukommelse påvirkes ikke af hippocampus, som den eksplicitte gjorde, og derfor vil den stadig være funktionsdygtig trods langvarig stress. Faktisk vokser amygdala, den del af hjernen, som reagerer i kamp/flugt/frys/undvig, når vi er udsat for langvarig stress. Det hjælper os til at reagerer på farer, så vi kan tage vare på os selv uden at skulle lave bevidste handlinger, men det gør også, at vi kan komme til at overreagere, da en skrumpet hippocampus betyder dårligere bremseevne af reaktionen.

Et klassisk eksempel på amygdala aktivering er at flygte fra en tiger, der er løbet ud af en zoologisk have. Du ville reagere, før du nåede at tænke over det.

Amygdala opfanger og husker oplevelser, som overstiger dine ressourcer. Det betyder, at alt efter, hvad du har fået dig af oplevelser gennem livet, vil de påvirke den måde, du reagerer i alvorlige situationer, fx i forsøget på at overleve en løssluppen tiger.

Hvad der for dig er en alvorlig situation er dog farvet af dine tidligere erfaringer. Det er hele grunden til at hukommelse er afgørende for behandlingen af traumer.

Amygdala husker følelser og dine tidligere erfaringer med en lignende situation vil derfor farve den situation du står i her og nu. Selvom den måske ikke er farlig, vil dit system registrere den som truende. Fx kan en dejlig pelset hunde-ven være den sødeste skabning i verden for nogle, men for en, som har oplevet at blive angrebet af en hund, måske endda i samme farve, kan det antænde et frygt-respons i kroppen.

Alt hvad der lagrer sig i Amygdala er implicit hukommelse.

Til at udfærdige hele dette afsnit har jeg gjort brug af både min egen viden fra div. kurser og fysstudiet, samt teori fra neuroforsker Joseph LeDoux.

Tak for din interesse!

Som afslutning vil jeg, som lovet, vende tilbage til noget af det, jeg skrev i starten. Den eksplicitte og implicitte hukommelse kan nemlig sagtens arbejde sideløbende. Det er eksempelvis det, du gør, når du – meget tænkt eksempel – øver tysk-remser på cykelturen til arbejdet, eller når du er nede at handle og du BÅDE går OG husker, hvad du skal have.

Jeg håber, at du er blevet lidt klogere på hvordan hukommelse og traumer hænger sammen efter at have læst dette indlæg.

Er du mere nysgerrig, har jeg, som nævnt øverst i dette indlæg, skrevet flere andre indlæg omkring traumer, som du kan dykke videre ned i, hvis du skulle få lyst.

Har du lyst til at høre mere, er du også meget velkommen til at booke en afklaringssamtale – det gør du her.

Ønsker du at dykke ned i månedens temaer ud fra årstiden, vil jeg opfordre dig til at følge med på mine sociale medier – facebook og instagram. Her deler jeg i starten af hver måned et post omhandlende årstidens opfordringer.

Ellers er der bare tilbage at ønske dig en rigtig dejlig februar!

Optimistiske hilsner

Stine

Indlægget Hukommelse og dens forbindelse til traumer blev først udgivet på Krop & Sind Fysioterapi.

Kender du til begrebet overbevisninger? Og hvad er egentligt begrænsende og støttende overbevisninger? Hvordan adskiller de sig, og hvordan filan arbejder man med dem?

Det er mit mål at gøre dig meget klogere på det med dette blogindlæg. Derfor har jeg i dette blogindlæg indlagt lidt øvelser, som du kan lave for at arbejde med dine egne overbevisninger.

Lad os komme igang!

En overbevisning formes af de ting, vi har oplevet i vores liv. Det kan både være opdragelse, samfundet, traditioner, spirituel overbevisning o.l. Men fælles for alle disse er, at de er med til at skabe vores historik og deraf skrive vores historie.

Forskellen mellem historik og historie

Historik henviser til de konkrete begivenheder, der er sket i dit liv. Det er fx ikke til diskussion, at du er blevet født. At du fik en lillesøster. At din far drak i din opvækst. At dine forældre havde deres eget firma, som de drev hjemme fra matriklen.

Øvelse 1: 
Det kan være meget sjovt at udfylde dit livs historik og se, hvilke begivenheder du egentligt husker.

Den værdi og den betydning, som du tillægger din historik er derimod din historie. Det er altså den måde, du har tolket din historik. Og dét, kære venner, er, hvad der bygger grundlaget for vores overbevisninger.

Vi vil som mennesker altid lave individuelle fortolkninger af oplevelser. Det kommer både an på tidligere erfaringer, samt det temperament og den personlighed, vi er født med. Det er blandt andet, hvad adfærdspsykologen Robert Plomin beskriver i hans teori, der bygger på utallige tvillingestudier.

Det er også grunden til at to brødre kan brygge to vidt forskellige historier ud fra, at deres far var alkoholiker. Den ene får måske den overbevisning, at alkohol er det mest naturlige i hele verden, mens den anden får den overbevisning, at alkohol tog hans far fra ham og derfor er alkohol ensbetydende med at være en dårlig forælder.

Øvelse 2:
Har du nedskrevet din historik, kan det være sjovt nu at kigge ind i, hvad de enkeltstående begivenheder har haft af betydning for den måde, du opfatter verden på. Når du tænker på en begivenhed vil du med stor sandsynlighed mærke en positiv, negativ eller neutral følelse inden i. Giv nu dig selv plads til at reflektere over, hvorfor du tillægger denne oplevelse denne følelse. Og hvad er blevet den følgende overbevisning. Måske du er blevet overbevist om, at du ikke kan finde ud af noget? Måske du er overbevist om, at du er verdensmester i at håndtere en bold.

Begrænsende overbevisninger

De fleste kender nok typisk til de begrænsende overbevisninger. De kunne lyde således;

• Jeg skal gøre det perfekt første gang
• Jeg dur ikke til at være sammen med mange mennesker
• Jeg er akavet, og ingen vil være sammen med mig
• Jeg kan ikke finde ud af at stå foran mennesker og snakke
• Jeg er dum og uduelig
• Jeg er ikke værdig til at modtage kærlighed

Begrænsende overbevisninger kan komme til at være en kæmpe hæmsko for, hvordan vi lever vores liv. Det bliver de briller, vi ser verden igennem.

Har du eksempelvis en overbevisning om, at du er dum, kan du komme til at tage alt kritik, som noget du, som person, gør forkert og derved tage det personligt, selvom det mere var møntet på dit udførte arbejde. I stedet for at se det som en mulighed for læring, kommer du til at se det som endnu et eksempel på, at du er dum og mislykket.

Det kan være enormt hårdt at gå med og kan være en sikker vej til impostersyndromet og lavt selvværd.

Er du ikke vant til at arbejde med overbevisninger, kan de ligge skjult for dig. Det gør, at de kommer til at fungere som en GPS, der viser vej mod flere ting, der bekræfter din begrænsende overbevisning.

Men bliver du først bevidst om dem, kan du tage en aktiv beslutning om at erstatte dem med en mere positiv og støttende overbevisning.

Hvordan bliver jeg klar over mine overbevisninger?

For at blive klar over dine overbevisninger er du nødt til at begynde at reflektere over din adfærd.

Øvelse 3:
Jeg anbefaler, at man skriver journal/dagbog, eller hvad du ønsker at kalde det.

Jeg plejer at gøre det således:

1. Jeg skriver en begivenhed ned, der er sket i løbet af dagen
2. Jeg nedfælder min adfærd
3. Jeg reflekterer over, hvorfor jeg gjorde dette. Hvad er det, jeg tror på, som overbeviste mig om, at dette var den “sande” måde at reagere på?

Du vil nok opleve, at det er svært – særligt i starten, og hver gang du bevæger dig ind på nye livsområder. Men du vil højst sandsynligt også opleve, at det løbende bliver nemmere og nemmere.

Hvad du øver bliver du god til, og en dag kan du måske i selve situationen tage dig selv i at gøre noget ud fra en begrænsende overbevisning. Da kan du begynde at ændre din adfærd i situationen til at ske ud fra en mere støttende overbevisning.

Støttende overbevisninger

I stedet for at lade de begrænsende overbevisninger tage føringen, så kunne du jo vælge at arbejde med nogle mere støttende overbevisninger, fx kunne;

• Jeg skal gøre det perfekt første gang — bliver til --> Det er okay at lave fejl. Dem kan jeg lære noget af
• Jeg dur ikke til at være sammen med mange mennesker — bliver til --> Jeg kan godt finde ud af at være sammen med mennesker, når jeg bare skal være mig selv.
• Jeg er akavet, og ingen vil være sammen med mig — bliver til --> Jeg er mig selv og ønsker at bruge mere af min tid sammen med mennesker, som holder af hele mig.
• Jeg kan ikke finde ud af at stå foran mennesker og snakke — bliver til --> Øvelse gør mester
• Jeg er dum og uduelig — bliver til --> Jeg bliver hver dag klogere og dygtigere til de ting, jeg interesserer mig for.
• Jeg er ikke værdig til at modtage kærlighed — bliver til --> Kærlighed kommer fra et kærligt sted, og det er okay at tage imod.

Ovenstående er blot eksempler, der skal fungere som inspiration. Mulighederne er mange, og hvad du godt kunne tænke dig at bytte dem ud med er helt op til dig.

Når du bliver klar over, hvad du kunne tænke dig at bytte dem ud med, er det meget nemmere for dig at skifte dit fokus.

Det kommer ikke lige over natten, men det vil være med til at skabe en bevidsthed om, når du går ind i dine gamle mønstre og deraf følgende overbevisninger.

Hvordan skifter jeg fokus fra begrænsende til støttende overbevisninger?

Som det er, hver gang vi ønsker at ændre adfærd, kræver det tid og ressourcer. Men det er meget nemmere, hvis vi ved, hvor vi ønsker at komme hen. Derfor kan det være godt at have støttende overbevisninger.

Øvelse 4:
Du kan spørge dig selv, hvis jeg skal leve op til min støttende overbevisning om, at jeg er god til at stå foran mennesker, hvad er jeg så nødt til at gøre?

Hvordan skal min adfærd ændre sig?

Hvad skal jeg tro på som min nye sandhed?

Hvordan kommer jeg helt konkret i mål med den nye overbevisning?

Nogle gange kan det hjælpe at tænke, som om du var i en relation med dig selv. I har lige taget en alvorlig snak om en adfærd, du ønsker ændret hos den begrænsede del af dig selv, og den del er derfor nødt til at arbejde bevidst med det.

Det samme gælder her med dig selv. Vil du se en ændring kræver det bevidste handlinger og mentalt arbejde.

Derfor er det også min helt klare anbefaling at starte med én overbevisning og lære den at kende og komme godt igang med at arbejde med den, før du går videre til den næste.

En ting er helt sikkert: Hvis du er overbevist om, og tror på, at du ikke kan finde ud af noget, så bliver det godt nok svært at lære.

Først når vi bliver bevidste om, hvad det er der begrænser os, kan vi lave en ændring.

Jeg håber, at indlægget har inspireret dig til at kigge indad og lære dig selv bedre at kende, så du kan skabe det liv, du drømmer om!

Skal du have hjælp til at arbejde med dine overbevisninger, kan du booke tid til en afklaringssamtale her. Til afklaringssamtalen, der er kvit og fri, kan vi tage en snak om, hvordan jeg bedst hjælper dig med dine mål.

Rigtig god fornøjelse med det!

Indlægget Begrænsende og støttende overbevisninger blev først udgivet på Krop & Sind Fysioterapi.

Imposter betyder på dansk bedrager og henviser til den indre oplevelse af at bedrage andre.

Måske du kan genkende dig selv i noget af følgende;

• Når du får feedback, hører du kun kritikken og ikke anerkendelsen
• Du er sikker på, at du vil mislykkes, før du overhovedet er gået igang med opgaven
• Du er meget beskeden med de ting, du opnår, og skal det komme videre til din omgangskreds, kommer det som regel fra andre end dig selv
• Du ser dig selv som heldig og venter bare på, at dit held slipper op
• Når du får ros, kan du ikke tage imod det
• Du føler dig ikke dygtig nok, til at modtage den anerkendelse eller ros du får

Og helt ærligt, kan vi så ikke alle sammen til tider have det som ovenstående?

Faktisk er det sådan, at de mennesker, som lider af imposter-syndromet ofte er super kompetente og har høje kvalifikationer inden for deres felt modsat deres egen opfattelse. Det har de, fordi de har en tendens til at overarbejde og lave mere end det nødvendige for at løse opgaven, fordi de ikke ønsker negativ feedback.

Har man imposter-syndromet kan det nemlig være svært ikke at tage feedback rettet mod en opgave til sig som person.

“The fantastic four” – 4 hoved-symptomer på imposter-syndromet

Ifølge Lou Solomon er der tale om 4 hovedsymptomer, når vi snakker om impostersyndromet.

De er:

1. Angst
2. Perfektionisme
3. Tvivl på egne evner
4. Frygt for at fejle

Og helt ærligt, hvem kan ikke til tider opleve en af de ovenstående?

Vores indre kritiker

Vores indre kritiker, den indre stemme, som hele tiden holder os på dupperne og er en stor kraft i at skubbe til impostersyndromets udvikling og trivsel, kan være en hård negl. Hårdere end Thomas Blachman i X-faktor dommerpanelet.

Den kan finde på at sige ting såsom:

• “Det var tæt på, men stadig ikke godt nok. Det skal du gøre bedre en anden gang – hvis nogen da overhovedet vil give dig chancen…” 
• “Du klarede den denne gang, men det var rent held. Held og lykke med at gøre det igen.”
• “Den fejl må du hellere skjule, så der ikke er nogen, der opdager, hvor inkompetent du er.”
• “Hvordan kan du overhovedet være dig selv bekendt med den præstation, du lavede i dag?” 

Først når vi begynder at blive opmærksomme på vores indre kritiker, kan vi begynde at bevæge os ud af impostersyndromet. Det kan vi ved at finde vores indre positive stemme frem. Den stemme som Lou Solomon kalder den radikale helt.

Den radikale helt kan være svær at høre, hvis man længe har overhørt den. Gennem kropsterapi hjælper jeg mine klienter til igen at høre deres radikale helt og genfinde troen på sig selv.

Lyder det som noget for dig, kan du booke en afklaringssamtale eller kropsterapi på dette link.

Du kan også læse meget mere om kropsterapi hos mig her.

Hvorfor rammes jeg af impostersyndromet?

Svarene er mange, men her får du to udlægninger.

Den ene handler om din opvækst. Hvordan har vilkårerne været? Er du blevet anerkendt for dine præstationer? Eller er du altid blevet mødt med; “Nå, du fik 12..? Din lærer er heller ikke rigtig klog.” Eller “Du scorede ikke et eneste må i dag.” – selvom du måske var årsag til at dine andre holdkammerater kom til chancer, der blev til mål.

For mange giver det en adfærd, hvor man hungrer efter anerkendelse og ros, og derfor bare hele tiden overpræsterer for at opnå det fra en forældre, træner eller lignende.

Den anden udlægning finder du på din arbejdsplads. Hvordan er kulturen her? Er det okay at lave fejl? Bliver der altid kun kommenteret på forbedringsmuligheder, eller får du også ros og anerkendelse for dit arbejde?

Vedligeholdende faktorer

Jeg har fundet frem til nogle af de faktorer, som der er enighed om kan være med til at vedligeholde følelsen af at bedrage andre. Det er en sammenfatning fra Lisa og Richard Orbé-Austin samt Lou Solomon.

• Kultur på arbejdspladsen
• Chefers adfærd
• Mål skifter hele tiden, så du aldrig ved, hvilken retning du skal gå i, og næsten kun kan gå i den forkerte retning og derfor ender med at få kritik, selvom du har lavet et godt stykke arbejde. Det gør desuden, at du er nødt til hele tiden at skulle bevise dit værd.
• Påpegning af fejl og mangler som følge til et afsluttet projekt frem for anerkendelse og ros for arbejdet. Det medvirker desuden til at give dig den opfattelse, at du ikke har arbejdet hårdt nok, og at du næste gang er nødt til at gøre det endnu bedre.
• Det er IKKE okay at fejle! 

Ifølge Lisa og Richard Orbé-Austin er der typisk to imposter cyklusser:

Som du måske kan fornemme ud fra cyklusserne, kan denne type adfærd være medvirkende til at give stress-sygemeldinger og belastningsreaktioner. Jeg håber, at dette indlæg kan være med til at gøre det lidt klarere, at det er vigtigt med den feedback/anerkendelse!

Begrænsende overbevisninger er også en af de helt store faktorer, der indvirker på imposter-syndromet. Spørger man Lou Solomon, er det nok den største faktor.

En begrænsende overbevisning kunne være:

• Sårbarhed = svaghed
• Mindre end fuld tid på arbejdspladsen = dovenskab
• At se fjernsyn = uambitiøst
• At bede om hjælp = ukompetent og fyldt med fejl
• Succes på arbejdet = succes i livet

Begrænsende overbevisninger er noget af det, jeg som coach virkelig arbejder meget med. At finde frem til sine begrænsende overbevisninger kan desuden være med til at hindre, at de ikke forbliver en begrænsning, så man kan arbejde videre med det på en god og konstruktiv måde, der gør det muligt for dig rent faktisk at nå i mål og springe glasloftet, som Sofia Manning, coach, ville sige.

Jeg har skrevet et helt blogindlæg omkring begrænsende og støttende overbevisninger, som du kan læse her.

Følgesvende til imposter-syndromet

Oplever du impostersyndromet på egen krop, oplever du højst sandsynligt også, at det kan være svært at sætte grænser for dig selv. Og i særdeleshed at gøre dig selv til en prioritet. Måske du ligefrem ender med evigt og altid at være til rådighed for din chef?

Det kan også medvirke til en stor mængde overarbejde, fordi du gerne vil føle, at du har styr på det, så du kan få anerkendelsen næste gang. Derved kan der også opstå et behov for kontrol.

Tankemylder når du lægger hovedet på hovedepuden om aftenen kan også følge med. Særligt de dage, hvor du godt er klar over, at du måske ikke lige fik løst den ene opgave fejlfrit. Måske du ligefrem overvejer at stå op og starte computeren op for at rette op på det? Nogle gange er det vores egne ambitioner mere end chefernes ambitioner, der gør, at vi ikke kan slippe det, når vi egentligt gerne ville sove.

En anden følgesvend er lavt selvværd. Du har måske svært ved at prioritere dig selv, fordi du ikke ser dig selv som værdig til den tid, det ville tage fra andre vigtige opgaver. Men kære ven! Du er vigtig! Uden dig blev det arbejde, du laver, ikke lavet. Om det er at rydde op derhjemme og sørge for rengøringen, eller om det er at være leder i en større koncern.

Hvor mange af følgende kan du sætte flueben ved?

• Angst
• Depression
• Afhængighed
• Stoppede og ufærdige projekter (Hvor mange har ikke en eller anden ide, som de aldrig er kommet videre med… Jeg har i hvert fald.)
• Et utilfredsstillende liv
• Manglende tro på egne evner

Ifølge Lou Solomon er disse 6 faktorer de hyppigste sideeffekter af at lide af impostersyndromet.

Hvordan kommer jeg af med imposter-syndromet?

Der er ikke en klar og lige til opskrift.

Det handler i høj grad om, at du skal have troen på dig selv tilbage igen!

Det gør du blandt andet ved at arbejde med dine begrænsende overbevisninger, din indre kritiker samt at finde frem til det, som jeg kalder din kerne, som Lou Solomon kalder din radikale helt.

Cyklusserne, som er afbilledet ovenfor skal bryddes, og det kræver benhårdt arbejde fra dig.

Som skrevet tidligere, hjælper jeg dig gerne. Book evt. en helt uforpligtende GRATIS afklaringssamtale her. Så skal jeg nok vejlede dig til, om jeg er det rette valg for dig.

Hvornår har du sidst uopfordret anerkendt andre?

Lad din indre kritiker få en pause og begynd at lyt til din indre radikale helt. En helt, som hjælper og støtter dig, selv når du laver fejl. Giv dig selv lidt anerkendelse for det hårde arbejde, du laver. Kig dig evt. tilbage og se alle de udfordringer, du allerede er overkommet. Se dem som en masse kompetencer, du har med dig til at klare dig endnu bedre i din fremtidige færden.

Og så lige en at reflektere over her til sidst:

• Hvem er det, der sætter målene og rammerne for succes?
• Hvem er det, du måler dig selv med?
• Hvad ville der ske, hvis du begyndte at måle dig selv ud fra dine egne rammer og mål?

Måske det er på tide at være tro mod dig selv og slippe dine begrænsende overbevisninger.

Og inden jeg afrunder dette blogindlæg; “Hvornår har du sidst anerkendt en anden uopfordret?” Sagt hvor smuk din latte art er lavet til baristaen, rost indpakningen af julegaven, rost din træners program, anerkendt en af dem, du følger på sociale medier for deres arbejde?

Listen kunne fortsætte, men skulle vi ikke lave en anerkendelsesrevolution?

Sikke meget god energi der pludselig ville flyde i gaderne. Det spreder glæde både hos dig, modtageren og de mennesker, der måtte være omkring jer.

Er du klar til at tage det næste skridt i din udvikling, står jeg klar nede på klinikken til at hjælpe dig. Både med kropsterapi og coaching. Coaching kan foregå både online og fysisk på klinikken.

Du kan booke en tid direkte på dette link.

Har du læst med helt til nu – TAK!! Godt gået!

I bedste “bryd-imposter-syndromet-stil” er jeg faktisk helt godt tilfreds med min indsats her! Kan du også lide det, så giv mig endelig en besked eller del det med en, som kunne have gavn af det.

Til dette indlæg har jeg brugt teori fra Lou Solomon, som har skrevet en bog omkring impostersyndromet og underviser i at være en autentisk underviser, samt Lisa og Richard Orbé-Austin, der begge er psykologer og eksekutive coaches og har gjort det til en karrierevej at hjælpe andre med at opnå større tro på egne evner. Derudover har jeg taget udgangspunkt i min viden gennem arbejdet med klienter, og hvad jeg typisk ser og hører på klinikken. 

Indlægget Impostersyndrom blev først udgivet på Krop & Sind Fysioterapi.

Her har du endnu et indlæg omkring traumer. Denne gang vil jeg gøre dig klogere på begrebet; spaltning.

Har du ikke læst de forrige indlæg, kan jeg anbefale dig at læse dem, så du har en grundlæggende forståelse for hvad et traume er, hvad symptomerne på et traume er, og hvordan et traume kan behandles.

Nu til dagens tema – nemlig; hvad er en spaltning?

En drømmeagtig tilstand

Når du er i en spaltning, er du i en drømmeagtig tilstand.

Selvom ordet spaltning kan lyde vild og voldsomt, så oplever mange af os spaltning hver dag.

Mange af os oplever nemlig at køre på automatpilot, når vi eksempelvis skal til og fra arbejde.

I den situation behøver vi altså ikke bruge vores bevidsthed for at finde vej. Den kan vi ud og ind. Og det mærker man lige pludseligt på de dage, hvor der så er vejarbejde, og vi skal til at finde en ny rute på arbejde…

Denne automatpilot og drømmeagtig tilstand kan i lidt mere kritiske situationer være medvirkende til at undgå en følelse af smerter og rædsel.

Man kan typisk opleve spaltning mellem;

• Bevidsthed og krop
• Dele af kroppen, fx overkrop fra underkrop, eller en arm fra resten af kroppen
• Selvet og følelserne, tankerne eller fornemmelserne
• Selvet og erindringen og en del af, eller hele situationen

Konsekvensen af en spaltning

Oplever man noget traumatisk og derved en spaltning kan man typisk opleve forstyrrelser i tidsopfattelse og perceptionen.

Og hvad betyder det så?

Jo, lad mig tage en af mine egne oplevelser som eksempel.

Flere år tilbage kørte jeg i grøften med min lille Kia Picanto. Her oplevede jeg at de 3 sekunder, som det nok tog, fra jeg blev klar over, at jeg ville ende i grøften, til jeg holdte der, virkede som 10 sekunder. Jeg nåede at tænke mange tanker og gøre mig mange refleksioner.

Perception betyder, hvordan man opfatter, det man oplever. Så hele opfattelsen af min ulykke har muligvis været anderledes end den reelt var, hvis man så objektivt på oplevelsen udefra.

Hvordan jeg perciperer en oplevelse afhænger nemlig af mine tidligere erfaringer og oplevelser.

Det er også en af grundene til, at hvis man spørger to vidner til en ulykke, kan de komme med to forskellige udsagn. De har hængt den nærværende oplevelse op på deres tidligere erfaringer og bruger dem til at forsøge at skabe en mening i situationen.

Symptomer på en spaltning

Spaltning er en af de 4 komponenter, som altid findes hos den traumatiserede.

For langt de fleste vil en spaltning ophøre igen umiddelbart efter situationen er afsluttet, men bliver traumet ikke “færdigbehandlet” i kroppen, kan man opleve følgende symptomer i perioden efterfølgende;

• Svimmelhed
• Glemsomhed
• Benægtelse (Fx kan det være svært at erkende sin situation)
• Fysiske sygdomme

Jeg håber, at indlægget har gjort dig lidt klogere på forsvarsmekanismen; spaltning.

Til at skrive dette indlæg har jeg gjort brug af teori fra Peter Levine og særdeles fra hans bog; “Væk Tigeren”.

Kan du genkende dig selv i ovenstående, er du som altid velkommen til at rette henvendelse til mig på 54 58 28 18, kontakt@kropsindfys.dk eller du kan booke en afklaringssamtale direkte her, hvor du også kan booke en tid til kropsterapi.

Jeg glæder mig meget til at høre fra dig og ønsker dig en skøn december måned!

Juleglade hilsner

Stine

Indlægget Traumer – Hvad er en spaltning? blev først udgivet på Krop & Sind Fysioterapi.